Skodborg KFUM Spejder

Canada 2020

Kære spejder og forældre,
”Der skal en pandemi til for at stoppe os.” skrev styregruppen bag ”The great lake jamboree”, da de aflyste Canada-turen for snart et år siden. Vi skubbede derfor udlandsturen til 2021, men den selvsamme pandemi sætter nu desværre også en stopper for denne tur.
Styregruppen og gruppebestyrelsen har efter grundige overvejelser og drøftelser besluttet at aflyse udlandsturen 2021. Der er for stor en usikkerhed omkring planlægningen og for stort et ansvar for lederne, hvis vi skulle prøve at komme afsted til trods for pandemien.
Det er selvfølgelig med et blødende hjerte, at vi har været nødt til at træffe denne beslutning, men den er nødvendigt i denne kaotiske situation, pandemien har stillet os i.
Vi ved hvor mange, der længe har glædet sig til at komme enten til Canada eller til Island i år. Der ligger rigtig mange timers planlægning og mange gode overvejelser i projektet. Der er blevet arbejdet hårdt for at samle fondsmidler og sponsorater og for at tjene penge til turen. Alt dette anerkendes med et kæmpestor tak!
Der er dog gode grunde til at se fremad! Den 23. til 31. juli 2022 danner Naturpark Hedeland på Sjælland rammen for Danmarks største spejderlejr – og Skodborg Gruppe er selvfølgeligt med! Da vi ikke kan være to fantastiske steder samtidigt, må udlandsturen vente til året efter.
Derfor håber vi, at der vil samle sig en styregruppe blandt vores medlemmer for at planlægge en udlandstur for 2023. Meld dig gerne allerede nu, så kan du være med til at bestemme, hvor den skal gå hen!
Økonomien skal selvfølgeligt ordnes. Det sker på følgende måde:
Gruppen var så heldig at få kompenseret det beløb, der blev indbetalt som depositum for udlandsturen i november 2019. Dvs. at alle, der har indbetalt depositum og 1. rate (eller kun depositum) kan få beløbet refunderet. Skriv en mail til gruppens kasserer (Henrik Nørgaard: spejder@norgaard.me) og oplys den konto, du ønsker beløbet returneret til.
De penge, du evt. har tjent ved at arbejde i grupperegi (hundeudstilling, Vorbasse Marked osv.), forbliver i puljen for udlandsturen 2023. De udbetales ikke til dig som enkelt medlem af foreningen – men de bliver stående i dit navn. Det vil altså sige, at dit beløb trækkes fra den egenbetaling, der skal indbetales for udlandsturen 2023 – hvis du tager med på denne. Tager du ikke med på udlandsturen 2023, bliver beløbet en del af fællespuljen og fordeles til den tid blandt turens deltagere.
Har du yderlige spørgsmål eller kommentarer, er du meget velkommen til at kontakte undertegnende.
Endnu en gang tak for jeres store indsats for at planlægge og samle penge til en udlandstur! Vi ser frem til Spejdernes Lejr 2022 samt en udlandstur i 2023!
Pa bestyrelsens vegne
Charlotte Quiring
mail: pfarrerin007@gmail.com